Hvad er For Fuld Blæs?

FOR FULD BLÆS er et ca. 60 mand stort stævneorkester/harmoniorkester for musikskoleelever fra Nordsjælland og Region Hovedstaden og andre interesserede.

Alle, der spiller et træblæser- eller messingblæserinstrument er velkomne til at deltage i stævnet. Stemmerne er i forskellige sværhedsgrader, så der er udfordringer nok for alle. Har du spillet på dit instrument i et par år, kan du starte direkte i det store For Fuld Blæs-orkester. og er du ret ny på dit instrument, så er aspirantgruppen lige noget for dig.

Aspirantgruppen er for dem, der er helt nye på deres instrumenter. Her mødes man i et trygt fællesskab og spiller sammen og bygger venskaber op. Aspiranterne spiller indimellem sammen med "det store orkester" og mærker suset ved at spille sammen med så mange. 

For Fuld Blæs foregår over et antal lørdage eller søndage, hvor vi mødes kl. 10 (aspiranter kl. 11) og så ellers bare spiller derudaf til kl. 16  Vi spiller dels i det store harmoniorkester, men mødes også i instrumentgrupperne og øver stemmer og teknik. Der er instruktører på alle instrumentgrupper.

En typisk stævnedag afsluttes med en åben prøve kl. 15.40, hvor familiemedlemmer er velkomne til at komme og lytte med.

I løbet af dagen er der pauser, hvor der serveres frugt, saft, boller og kage. Vi plejer at få hjælpe fra jeres søde forældre til at bage lækre kager og boller og til at hjælpe med at servere det i løbet af dagen. I frokostpausen kan man nyde sin medbragte madpakke. 

Vi lægger stor vægt på kammeratskab og sammenhold. Derfor har vi hvert år et socialt arrangement, hvor vi udover at spille også har masser af tid til at lave mad, lege, snakke, fjolle osv. og lærer hinanden at kende på kryds og tværs af instrumentgrupper og alder. Der er tradition for at danse Les Lanciers mindst én gang i løbet af aftenen og man kan også spille kammermusik sammen i mindre grupper, hvis man har lyst.

Alt dette kan kun lade sig gøre fordi vi har en fantastisk aktiv Forældreforening. En gruppe forældre har stiftet en støtteforening til For Fuld Blæs, hvis formål er at hjælpe med at skaffe økonomi til rejser og koncerter samt yde praktisk hjælp til arrangementer og på rejser.

Hvert eller hvert andet år arrangerer vi en lille koncertturné til udlandet. Vi har indtil nu været i Berlin, Lübeck (2 gange), på Færøerne, i Prag og i dagene op til påske 2021 tager vi igen afsted - vi satser på en tur til Holland, men det hører i altsammen mere om.

Udover rejsen er vimed til Musikskoledage i Tivoli, er opvarmningsband til Livgardens julekoncert i Allerød og er med til en festlig nytårs- eller forårskoncert, hvor vi spiller sammen med en kendt solist.

I 2012 lavede vi en kæmpe succes af en koncert med Bobo Moreno og i 2014 med Marie Carmen Koppel. Siden har vi spillet med Morten Friis fra SAFRI-duo, Andrea Pellegrini, Signe Asmussen, Cæcilie Norby, Michala Petri og mange andre kendte musikere. Indtil nu har vi været så heldige at få støtte fra Villy Safft Nielsens Fond og vi håber meget at vi fremover kan blive ved med at have råd til "Stjerne-koncerterne".

I får masser af gode oplevelser, når I deltager på FOR FULD BLÆS, så skynd jer at melde jer til. Jo flere vi bliver, jo sjovere. Tilmeldingsfristen er 10. september, men jo før, du melder dig til, jo bedre.

Vel mødt

For Fuld Blæs v. Martin Kejser og Susanne Østergaard, Allerød Musikskole